Forældrene fortæller om, hvordan begge deres børn fik udbytte af lydbehandling:
To glade og stolte børn!
Vi har to børn på 8 og 10 år, som begge har fået lydbehandling hos Margit Larsen, Søften. Vi ved simpelthen ikke hvordan deres skolegang ville være gået, hvis de ikke havde fået det!
Nicolai kom ud af sin egen lille verden
Det startede med, at Nicolai (dengang 6 år) gik i 0. klasse, og havde meget svært ved at koncentrere sig i timerne og dermed følge med. Vi blev opfordret til, at han skulle gå 0. klasse om, hvilket også blev det vi besluttede os for. Det var som om, at Nicolai sagtens kunne rigtig mange ting, men kunne slet ikke komme ud med det. Han forstyrrede aldrig undervisningen, men sad bare i sin egen lille verden. Vi blev gennem venner opfordret til at opsøge Margit, og høre, om hun kunne hjælpe ham. DET KUNNE HUN. Efter ca. 1 måned med lydbehandling kunne vi mærke en forandring med Nicolai. Han kunne pludselig sidde stille og lytte, og han kunne samtidig forstå en besked (endda flere samtidig). Det var noget han ellers overhovedet ikke kunne.
Nicolai fik lydbehandling i ca. 15 måneder. Da Margit sagde, at nu behøvede han det ikke mere, var vi heller ikke i tvivl om, at det var rigtigt. Han var der hvor han skulle være. Han kan høre alle lydene i ordene, og klarer sig i dag rigtig godt. Fra at være den som synes han ikke kunne finde ud af noget som helst, og at de andre var meget bedre end ham, stråler han nu af selvtillid, og synes selv han er en af de bedste. Vi er ikke i tvivl om, at lydbehandlingen var det som gjorde den helt afgørende forskel, så han kom videre.
Sofie er blevet meget bedre til at læse og har fået en bedre koncentrationsevne
Da Nicolai havde fået lydbehandling i 3 måneder, prøvede vi at tage Sofie (dengang 8 år) med op til Margit, så hun kunne se, om hun kunne hjælpe hende også. Sofie har meget svært ved at høre lydene i ordene, og har i det hele taget svært ved at læse og stave. (Hun har en snert af ordblindhed). Margit mente, at hun kunne hjælpe Sofie, så hun begyndte også på lydbehandling. Hun synes det lød ganske forfærdeligt at høre lydene (det kan vi også godt forstå), men som tiden gik, måtte hun jo indrømme, at det rent faktisk hjalp hende. Hun er i dag blevet meget bedre til at læse, og det går fremad med stavningen, selvom det stadig er hendes store udfordring. I skolen ser de også en klar fremgang (uden at sige det skyldes lydbehandlingen).Hovedsagen er også, at det går den rigtige vej. Lydbehandlingen har også hjulpet på Sofies koncentrationsevne og tålmodighed med skolearbejdet.
Som sagt ved vi ikke, hvad vi skulle have gjort uden lydbehandlingens og Margits hjælp. Vi har lige fra første besøg ikke været i tvivl om, at Margit har sin lydklinik, fordi hun gerne vil hjælpe børn og voksne, og ikke kun for at tjene penge. Vi er ikke i tvivl om, at hvis hun ikke mente hun kunne have hjulpet vores børn, ville hun have sagt det, og ikke bare startet behandlingen op for pengenes skyld.
Vi skylder Margit en stor tak for hjælpen og anbefaler på det varmeste behandlingen til andre, som har lignende problemer/udfordringer.
Læs andre elevfortællinger