Forældrene siger: “Vi har fået en meget gladere dreng, der har fået langt større selvtillid”.

Søg
Close this search box.

Endelig kom den: Talblindhedstesten

Featured billede til artikel om ny talblindhedstest
Foto af udklip: Folkeskolen.dk

Gennem mange år som folkeskolelærer i dansk har jeg hørt mine matematiske kolleger med bekymring i stemmen sige: Jeg tror han/hun er talblind!

Og så sluttede den samtale ligesom der – for hvad skulle man gøre ved det problem. Der fandtes ingen test – og hvad var talblindhed egentlig for noget?

Nu er der en definition på talblindhed – se Folkeskolen.dk – Talblindhed.

Nye vinde blæser – definitionen er på plads – og talblindhedstesten er klar til afprøvning januar 2021.

De mange skoler (300) , der allerede har meldt sig til at afprøve testen, vidner om behovet derude i skolelivet. Alle skoler, der melder sig, får faktisk lov at deltage i afprøvningen, der er rettet mest mod 4.klasse.

Testen er ret omfattende og dækker – for mig at se – området godt ind. Den består af en digital test og en samtaletest. Desuden er der en tidsfaktor indsat. Hvis f.eks. eleven er hurtig, men har løst opgaverne forkert – eller opgaverne er løst langsomt – og også forkert – så ringer klokkerne.

Det næste skridt er så: Hvordan undervises disse elever bedst? Her er så 20 kerneskoler valgt ud til inspiration til undervisningsforløb.

Det er en stor glæde at se, at der nu er hjælp på vej til de elever, der kan have vanskeligheder med at automatisere tal, antal og størrelser.

Min gode gamle kollega, der var matematikvejleder, spurgte mig engang, om jeg troede, at lydbehandling kunne hjælpe på talblindhed. Jeg måtte dengang erkende, at her manglede jeg viden og erfaring. Jeg har dog gennem efterhånden mange år efterfølgende noteret mig, at en del, som får/har fået lydbehandling hos mig af helt andre årsager, meddeler, at også matematikken er blevet nemmere – ikke kun tekstmæssigt, men også talmæssigt. Verden er forunderlig!

Heldigvis er problemet med talblindhed ikke så stort som problemet med ordblindhed. Kun 1-2 procent døjer med talblindhed. Til gengæld er det meget generende for de elever, der har problemet. Det er tit elever, der ellers fagligt klarer sig godt, men som har det meget vanskeligt med matematik og tal.

Vilslev, d.27.september 2020 – Else Maria Olesen/Lydklinik ved Ribe