Ordblinde, orddøve og ukoncentrerede børn kan blive betydelig bedre til at læse efter de har været i lydbehandling.

Man behøver hverken være dum eller mindre begavet, fordi man har svært ved at læse eller stave. Børn med indlæringsvanskeligheder har nogle blokeringer i nervebanerne, og ved hjælp af lydterapi kan de børn hjælpes til læse og stave, så de kan følge med i timerne.

Lydterapi er ikke noget nyt, men har været anvendt i Danmark i mange år. Det var den danske fysiker Christian A Volf, der i 50’erne udviklede behandlingen.

Ikke nogen mirakelkur

Lydterapeut Birthe Lorenzen har arbejdet med lydterapi siden 1981. Hun har hjulpet godt og vel 4000 – 5000 børn og af dem har ca. 80 procent fået udbytte af behandlingen. De fleste børn er 6-16 men Birthe har også ældre børn og voksne i terapi.

– Lydterapi erstatter ikke undervisningen, men er et supplement, få barnet bedre kan følge de krav der bliver stillet i skolen. Det er ikke Mogens mirakelkur, men der kan opnås rigtig gode resultater, hvis barnet selv er indstillet på at arbejde med problemerne, og hvis både skolen og forældrene støtter op omkring behandlingen, siger Birthe.

Finder en diagnose

Det første Birthe gør, er at stille en diagnose. Det gør hun ved at bruge specielle lydgafler, som hun anbringer forskellige steder på barnet. Ud fra barnets svar på hvordan lydsvingningerne føles, kan hun konstatere, hvor blokeringerne sidder. Derefter tager Birthe en meget nøjagtig høreprøve ved hjælp af et audiometer for at finde ud af, om barnet hører ens med begge øre. Til sidst tager hun også en læseprøve.

Når jeg ser børnene første gang, har de ofte lavt selvværd. Flere af børnene er blevet moppet eller drillet, fordi de ikke har kunnet følge med i timerne, fortæller Birthe, som også bruger en del tid på at tale med børnene om deres problemer.

Lyd cd

Selve behandlingen foregår i hjemmet med specielle lyd cd. På lyd cd/en er der forskellige lyde, som barnet lytter til med høretelefoner hver dag i 5 min.

Jeg foreslår, at de lytter til cd’en om morgenen mens de stadig ligger i deres seng. Når de har gjort det i 2 måneder, kommer de til kontrol, fortæller Birthe.

Når målingerne viser, at blokeringerne er ophævet og hørelsen er ensartet, vil man som regel også kunne se en væsentlig fremgang med hensyn til læse – stavefærdigheder.

Ikke anerkendt

Selvom Birthe Lorenzen og andre lydterapeuter i landet har gode resultater med deres arbejde, er lydterapi stadig ikke en offentlig anerkendt behandlingsform. Det betyder, at betalingen ikke godtgøres.

Jeg tror ikke, vi har gjort nok ud af at fortælle omverden, at vi eksisterer. Vores behandlingsform har altid gået fra mund til mund, slutter Birthe Lorenzen.